30.4.06

Globaliseringen... på godt og ondt!

I mange år er vi vænnet til at se globaliseringen som en styrke og en berigelse. Det at vi kunne rejse jorden rundt på få timer, gav uanede oplevelsesmuligheder. Kulturmøder åbnede døre, man lod sig inspirere, disse møder skabte dynamik både personligt og i samhandel. Vi lod os fascinere af livsstilen hos fjerne folkeslag og erstattede medisterpølsen med sushi eller falafel. Vi lyttede til reggae eller U2 mere end Bamses Venner og kendte Los Angeles væsentlig bedre end Valby. Vi syntes det var fedt når vores børn kunne møde andre unge ved at rejse et år rundt i Australien eller New Zealand.

Hvad vi i alle årene snakkede mindre om, var at folk fra tilbagestående egne søgte mod os. Mange flygtede fra fattigdom og undertrykkelse i lande som Palæstina, Irak, Afghanistan eller Somalia. Lige pludselig udgjorde de 10 % af befolkningen i vores land! - Har vi nogensinde haft en debat om vi ville det? … I mange år gav vi dem ikke rigtig en chance i det danske samfund, men betalte dem for at lave ingenting eller for at lave det arbejde vi ikke selv gad beskæftige os med. Vi undrede os når deres unge kastede sten mod politiet i Vollsmose, hvad gjorde de det for, når de nu var flygtet for vold og krig i deres hjemlande. Lige pludselig opdagede vi at de havde lavet parallelsamfund til vores med helt andre regler for hensigtsmæssig opførsel. De havde et andet syn på velfærdssamfundets ydelser, på betydningen af uddannelse, på samliv, på menneskerettigheder, på børneopdragelse. Ja, på helt centrale områder i liv og dagligdag.

Efter ikke at have gjort noget i over 20 år opfattede vi leverpostejfarvede danskere pludselig disse mennesker for en trussel mod vores demokrati og samfundsmodel. Det skulle der en muhammedkrise af gigantiske dimensioner eller billeder af brændende biler i parisiske forstæder til før vi for alvor forstod.

I snart mange år har jeg ydet mit lille bidrag ved at forsøge at medvirke til at få unge ”etniske” gennem vores uddannelsessystem. Undertiden har jeg været vidne til uhyrligheder når piger mellem 1. og 2. hf mod deres vilje blev bortgiftet i sommerferien med en fra hjemlandet. Resultatet var typisk at de ikke fik en uddannelse, men blev fødemaskiner i stedet - og i øvrigt skulle forsørge og servicere ægtefællen der ikke havde store muligheder for at få job i det danske samfund og tit ikke gad sætte sig på skolebænken. Resultatet var oftest Backgammon og arabisk tv i alle døgnets lyse timer til fyren. Blevask, madlavning, servicering og rengøringsjob (om natten) til pigen.

Selv om det ikke altid lykkes, glæder jeg mig over hvor mange af de unge der gerne vil have en uddannelse. Jeg bliver rigtig glad når vi – undertiden - får en solstrålehistorie. Jeg glædede mig sammen med de unge piger da 24 års reglen kom. Den var måske ikke særlig elegant og ramte undertiden forkert… Men nu kunne nogle af ”mine unge” få lov at få deres uddannelse i fred og fik et godt argument over for familien - der igen fik et godt argument mod arrangeret ægteskab over for familien i oprindelseslandet, så de ikke tabte ansigt…

Det var svært at forstå at der ikke var bred politisk opbakning til loven. Efter så mange år med kæmpe problemer var politikerne fortsat ikke klar til at gøre noget effektivt! Positivt er det at der synes at være bevægelse i Det radikale Venstre hvis naive indvandrerpolitik indtil nu har sikret en superstrammerpolitik fra regeringen inspireret af Dansk Folkeparti. Tak til Naser Khader! Interessant er det også at andre europæiske lande, der kritiserede Danmark for 24-års reglen, selv nu overvejer lignende tiltag…

26.4.06

Kinesiske kvinder vokser ud af bh'en


I går kunne man læse følgende overraskende historie i Politiken:

”Kinesiske kvinder vokser ud af bh'en”

Artiklen meddeler den forbavsede læser at kinesiske kvinder har fået større bryster - hvis man skal tro undertøjsproducenterne. Det seneste år har flere undertøjsproducenter nemlig oplevet en øget efterspørgsel på store bh-størrelser, skriver avisen Shanghai Daily:

»Engang lavede vi kun A og B -skåle på mange af vores bh-typer, men nu er der kommet stor fokus omkring C-skåle - især i store byer som Beijing og Shanghai«


siger Feng Wei, der er talskvinde for det taiwanske undertøjsmærke Ordifen, til Shanghai Daily. Zhang Jing, der er sælger hos Triumph, er forundret over, at så mange kvinder under 20 år har behov for en bh med en C, D eller E-skål:

»Det er så forskelligt fra før, hvor de fleste unge kvinder brugte en A eller B-skål. Man ville aldrig forvente, at disse tynde kvinder har en så flot krop, uden at den er af plastik«


Det er dog ikke kun undertøjsproducenterne, der har lagt mærke til de kinesiske kvinders øgede brystmål. I sidste uge udgav Instituttet for Tøjteknologi i Beijing en rapport, der viste, at den gennemsnitlige omkreds af de kinesiske kvinders brystkasse er blevet en centimeter større siden starten af 1990'erne. Det gennemsnitlige mål er på 83,53 centimeter. Det øgede brystmål skyldes angiveligt, at kvinderne er begyndt at spise mere nærende kost, og at kvinderne i større grad deltager i sport.

Der foreligger ingen oplysninger om hvorvidt samme fænomen kan iagttages på vore breddegrader. Artiklen meddeler heller ikke hvilken indflydelse ”den mere nærende kost” har på mænd…

21.4.06

”Match Point”

  1. Egentlig er jeg ikke vild med Woody Allen. For meget selvoptaget, navlebeskuende, hypokondrisk halvintellektuelt snakkeri, og jeg er mere til drama end til komedie. Men jeg må indrømme at han er en fantastisk filmskaber. Han har skabt filmscener der i deres ironi, vid, følsomhed osv. er klassiske og er gået over i filmhistorien. Hvorfor laver den mand ikke kortfilm? 1 1/2 time i selskab med ham er ulideligt...

    Nu har han lavet en ny film ”Match Point” der bliver anmeldt i dag, og den må jeg se! Woody Allen har forladt det trygge Manhattan og er taget til England hvor han ifølge Ebbe Iversen i Berlingeren har skabt en ”moralsk, social og erotisk thriller”. I den kvindelige hovedrolle ses over for irske Jonathan Rhys-Meyer halvt danske Scarlett Johansson som Iversen mener ”nærmest damper af på én gang doven og farlig sensualitet”. Det tvivler jeg ikke på. Jeg har set hende i tidligere film nærmest brænde gennem lærredet på trods af sin meget unge alder. Hun bliver én af Hollywoods største stjerner. Gad vide om vi også får hende at se i danske film?

    "Match Point" er nu tydeligvis ingen Hollywood-produktion, for som Iversen skriver:
”flere af personerne ryger cigaretter uden at være sindssyge eller kriminelle, og i øvrigt er det snarere dialogen end billederne, der bærer den
psykologisk solidt funderede historie”

13.4.06

God påske!

Om lidt tager vi op i vores sommerhus i Tibirke Sand hvor der ikke er internet.

Derfor... god påske til alle!

Ma'am

Irerne kaldte Regitze for ma’am. Jeg synes egentlig det klæder hende, så nu kalder jeg hende også for ma’am.

Der er bare det ved det at lige før sendte hun mig det der blik, som om hun var ved at udstede en fatwa i mod mig, så nu…

Antisocial behavour

Forleden dag var vi i Wicklow Mountains ved et vandfald. Ved indgangen stod at the visitors var kindly asked til ikke at udvise antisocial behaviour. Vi diskuterede lidt hvordan man udviser social henholdsvis antisocial behaviour ved et vandfald…

Det blev vi mindet om da vi i går kom hjem til Strandgade. Vores trappesten og lille bed foran huset var fyldt med halve pizzaæsker, en ølflaske, en masse papir (og det der er værre), og det til trods for der står en affaldsdims på gaden mindre end 50 meter væk…

Lidt forstemmende… - alligevel gider vi ikke have forbudsskilte på Strandgade…

11.4.06

Oscar Wilde


Vi har set en statue af én af øens kendteste sønner, forfatteren Oscar Wilde i lettere henslængt positur. Jeg husker ham fra gymnasiet som en af de lidt sjovere forfattere at læse blandt ældre, engelsksprogede tekster.

Ved statuen er der en række af hans små ”bons mots”. Et af dem lyder:

”Jeg kan modstå alt, undtagen fristelser”

I grunden ret sympatisk og livsbekræftende…

8.4.06

Så er vi i Dublin...

Eller rettere i Booterstown lige syd for byen. Sara arbejder på St Helens SAS Radisson Hotel indrettet i en gammel herregård. Hun har passende fået os installeret i deres bedste suite "The cherry suite" - soveværelse og dagligstue/spisestue med kæmpe balkon med udsigt over Herregårdens hovedbygning, park, Wicklow Mountains og… havet.

Her er gratis bredbånd, og jeg ligger pt. med lad ynde og skriver på min bærbare i min seng, omgivet af en kop selvlavet nescafé, to småkager og en indpakket kvadratchokolade mens min skønne kone pusler i badet…

Lidt senere…

Vi har været nede for at spise morgenmad. Irland har ingen farlige dyr, Dublin er rimelig sikker om natten. Kolesterol synes at udgøre den største fare…

6.4.06

Irland...

Så sker det endelig! - Vi skal rejse, og det er i morgen, og jeg skal meeeeget tidlig op...

Vi skal til DUBLIN. Bliver det sjovest at pubcrawle i Temple Bar eller at vandre i Wicklow Mountains?

Katie Melua

Jeg indrømmer det! – jeg kan slet ikke stå for hverken hende eller hendes stemme (og ja, jeg kan også lide Nora Jones). Jeg nåede selvfølgelig ikke at få billetter til den udsolgte koncert i Falkonercentret den 26. marts. Heldigvis fik jeg hende optaget på dvd ved julekoncerterne sendt i Danmarks Radio, og jeg har begge hendes plader som jeg lytter en del til på min Ipod (ups endnu en elektronisk dims!).

Jeg blev lidt bekymret da jeg i dag avisen kunne læse om samme Melua at
”hun har kapret tilhængere i alle aldre, måske er især de lidt mere modne
mennesker, der ikke lige orker P3, The Voice eller plagsom heavy guitar i
døgndrift, gode kunder i Meluas naturkostforretning.”